4. Rororua, Taupo og Wellington

 

fredskov@mail.dk - tlf. 50517230

Rotorua, Taupo og Wellington

Rotorua

Kia Ora, Rotorua. Velkommen til Roturoa. Efter den fantastiske tur i Waimangu Volcanic Park kørte vi til byen Rotorua og indkvarterede os på motellet Accolada Logde - et motel i amerikansk stil beliggende meget centralt med et større indkøbscenter lige overfor. Det kunne ikke være bedre. Fra "vores plads" på svalegangen kunne vi overskue indkøbscenteret og aktiviteterne i øvrigt på motellet.

Dagen i dag var helliget et nærmere studie af byen Rotorua. Der er ca. 53.000 indbyggere i byen, og en stor del af dem er maorier. Byen ligger dejligt i den sydlige ende af søen Rotorua. I byens ses også en del vulkansk aktivitet (øv.th.), men slet ikke på et niveau som i Waimangu.

Ned. tv. et blik ud over søen, hvor der holdt en del sorte svaner til. Ned. th. byens museum, som er indrettet i den gamle "Bath Building" - den tidligere offentlige badeanstalt..

Orakei Korako Geothermal Park

Vi forlod Rotorua for at køre sydpå mod Taupo og Wellington. På vejen skulle vi se Orakei Korako Geothermal Park, som på mange måder minder om Waimango. Det er lige så smukt og spændende og er lidt mere koncentreret arealmæssigt. Hvis man ikke har for meget tid, kan man evt. springe Waimangu eller Orakei over. Men har du tid til det, så skal begge parker med på besøgslisten. Man kommer til parken ved at sejle derover. Der er ikke andre veje. Ned. tv. er vi på vej til parken.

Her i Orakei kommer man om muligt endnu tættere på jordens indre. Stierne er lavet, så de næsten går udover de vulkanske områder, så det nogle steder damper op igennem træstierne, som fører rundt i området. Meget imponerende.

Lars har taget opstilling foran det utrolige skue. Det virker, som om jordens indre stille og roligt flyder ud på overfladen og ned i floden. Ned. tv. de utroligt flotte farver, som den forskellige kisel frembringer.

Dette område af parken består i høj grad af "bloppende" mudder-søer. Kogende og boblende mudder i alle afskygninger.

Ned. th. bag Heli ses det sted, hvor vi startede sejlturen fra.

Turen gennem Orakei er ved at tage sin ende. Her er vi tilbage ved søen, hvor vi startede. Som det ses ned.tv. er man meget tæt på begivenhederne i denne park. Efter besøget i parken var vores plan at køre gennem Taupo til nationalparken Tongario, hvor vi egentlig havde planlagt en enkelt let vandretur i området.

Huka Falls

På vejen til Taupo skulle vi forbi Huka Falls og se det sted, hvor Waikato floden snævrer ind fra en bredde på ca. 100 m til ca. 15 meter. Det betyder selvsagt, at der fosser enorme mængder af vand gennem denne forsnævring. Der fosser således over 220.000 liter vand igennem i sekundet. Samtidig falder niveauet med 8 mteter på et ganske kort stykke. Derfor er Huka Falls et "must see" sted i New Zealand. Det er ikke et sted, hvor man skal bade !! Efter besøget ved Huka Falls kørte vi øst om Taupo søen og ned til "bunden af søen", hvor vores hotel lå i Turangi

 

Tongario National Park

Egentlig var det meningen, at vi skulle have kørt den lange vej fra Turangi vest om Tongoria Nat. Park og her skulle vi have kørt ind for at tage en kortere vandretur, men det var i forvejen en presset tur rent tidsmæssigt, så vi valgte at tage den mere direkte vej fra Turangi øst om nationalparken og så køre direkte til hovedstaden Wellington. Men prøv at se en scene, vi kørte forbi på vejen til Wellington. Længere oppe et helt fantastisk kig til de høje bjerge i nationalparken. Her øv. et bjerg, der "har fået hat på", og ned. et par billeder taget efter passagen af nationalparken. En skøn tur var det fra Turangi til Wellington.

Vel fremme i Wellington fandt vi ret nemt vores hotel på Gilmer Terrace ret centralt beliggende midt i byen. Efter en ganske kort gåtur var vi nede i centrum. Øv.t.v, et kig op ad Lambton Quay. Ned. tv. er vi på vej til nationalmuseet "Te Papa".

Wellington er hovedstaden i New Zealand, om end langt de fleste "Kiwier" bor i Auckland. I Wellington bor der kun ca. 400.000 indbyggere, og når man kommer til byen forstår man først, hvorfor så mange af parlamentsmedlemmerne arbejder i Wellington, men bor i f.eks. Auckland. Byens kaldes også "Windy City" p.g.a. af den ofte meget kraftige vestenvind, der knytter sig til strædet mellem Nordøen og Sydøen - Cook Strædet.

Byen har været ramt af en række alvorlige jordskælv, hvilket har betydet, at mange af de gamle huse er væk og erstattet af nye jodskælvssikre bygninger. Wellington fremtræder i dag som en moderne storby med en del interessante arkitektoniske perler - bl.a., parlamentet "The Beehive" (Bikuben) og nationalmuseet "Te Papa", som efter sigende er den mest sikre bygning i hele New Zealand.

Wellington blev først hovedstad i 1865, og overtog værdigheden fra Auckland. Årsagen til skiftet var, at man ønskede en hovedstad, der lå tættere på Sydøen.

Det med vind og blæst oplevede vi da også under vores besøg i byen. Det var faktisk det eneste tidspunkt på hele turen, hvor det regnede og ruskede i en kort periode.

Te Papa er det flotteste og bedste museum, vi nogensinde har været på. Museet er gratis og i 4 etager. Der er en masse interaktive udstillinger, hvor den besøgende drages med ind i udstillingen ved f.eks. at skulle trykke på nogle knapper. Vi startede med at være med på en guidet tur rundt til de vigtigste områder i museet, hvorefter vi selv gik på opdagelse i de mange udstillinger. Vi så naturligvis kun en brøkdel, men specielt de store afdelinger, der handlede om de oprindelige maorier, var meget interessante. 2 af billederne herover viser henholdsvis en maoiriudskæring til en dør og et maori mødested. Man kunne også gå ind i et lille hus, hvor der så startede et "jordskælv", mens film blev vist på husets fjernsyn. Det var meget livagtigt.

Efter den fantastiske tur i Te Papa brugte vi resten af dagen på at se på nogle af Wellingtons øvrige seværdigheder. Vi kørte bl.a. en tur hen til parlamentet, hvor det viste sig, at man kunne komme på guidet rundtur der - igen gratis. Det var vi ikke sene til at tage imod. Wellingtons parlament består af 2 bygninger - den nye (th), som er jodskælvssikret ud over det normele - og den gamle (ned. tv.), som er blevet sikret for ikke så mange år siden. Vi var nede for at se denne sikring, som har været hundedyr. Fundamentet er simpelthen blevet skåret over og imellem delene er der indlagt en frygtelig masse buffere af gummi og metal, som skal optage et evt. skælv. Så nu er parlamentet sammen med Te Papa de mest sikre bygninger i byen. Det politiske system i New Zealand er næsten som det danske. Maorierne har deres eget parti, og har således direkte indflydelse på lovgivningen. Der findes 3 officielle sprog i New Zealand - engelsk, maori og tegnsprog.

Et "must" i Wellington er også at tage Wellington Cable Car fra Lambton Quay og op på et af de mange bjerge, der omgiver byen. Hvis man stiger af ved "Botanic Garden" kan man nyde udsigten (Øv.th.) ned over centrum af byen. Fra toppen kan man derefter begive sig ned igennem botanisk have mod byen. Der er et utal af stier, der fører ned mod byen, så det er helt umuligt at se det hele eller halve. Men tag en bog med, og tag jer god tid til at nyde de smukke planter i haven. En rigtig dejlig oplevelse, hvor man helt glemmer, at man er i en stor by. Ned. billeder fra turen ned gennem botanisk have.

Botanisk Have byder på rigtig mange dejlige steder. Bl.a. stødte vi på en dejlig rosenhave på vejen ned mod byen. Øv. th. endnu et kig ud over byen og th. et såkaldt "New Zealands juletræ". Træet "Pohutukawa tree" (Metrosideros excelsa) har fået sit navn, fordi det står med masser af røde blomster omkring juletid. Træet er forholdsvis sjældent.

 

Det var nu tiden at forlade Wellington og dermed Nordøen for at sejle over Cook Strædet til Sydøen. Sejlturen er kendt for 2 ting - det kan være en barsk tur p.g.a. den voldsomme blæst og den regnes for en af de smukkeste sejlture ind igennem Marlborough Sound - en lang fjord ind til Picton på Sydøen. Heldigvis oplevede vi kun den ene ting. Vejret var aldeles pragtfuldt. Det blæste ganske vist en del oppe på dækket, men båden var helt rolig. Og det med den smukke sejltur kan man selv øv.th. og ned. forvisse sig om. Jo, det ene flotte sceneri afløste det andet, så der var trængsel oppe på soldækket, hvorfra disse billeder er taget. Selvom afstanden mellem de 2 øer er relativt kort, tager det alligevel 3 1/2 time at sejle turen.

Copyright © All Rights Reserved