7. Milford, Dunedin, Catlins og Queenstown

Milford, Dunedin, Catlins og Queenstown

Queenstown ligger så smukt så smukt omkring indsøen Queenstown Bay og  Lake Wakatipu. Byen har ca. 15.000 indbyggere. Da vi skulle køre til vores hotel kørte vi op og op, og det virkede lovende. Ankommet til receptionen fik vi anvist vores værelse, og det så stadig lovende ud. Og da vi kom op på værelset - ja, så kunne udsigten ikke være bedre. De 4 billeder her er taget fra vores værelse med 180 graders udsigt over søen. Ned. tv. ses hotellets terrasse, som vi fordrev en del af tiden på. Og det bedste af det hele var, at vi skulle være på samme værelse i 3 nætter (-; 

Endnu en udsigt til venstre mod Queenstown by. Øv.th.: Ja, her bor vi så oppe. Ned. tv. udsigt fra terrassen og ned. th. et stemningsbillede fra Queenstown by om aftenen. Queenstown viste sig at være den mest interesante by, som vi oplevede på turen.

Denne dag havde vi hjemmefra købt en bus- og sejltur til Milford Sound, som er en meget smuk fjord i nationalparken Fiordland National Park. En god kvindelig chauffør var vores vært på den lange dagstur til Milford Sound. Der var et par stop på vejen ud til Milford, bl.a. her øv.tv., hvor vi stoppede ved et sted, hvor efter sigende noget af "Ringenes herre" var optaget. Ned. tv. er vi stoppet ved endnu et sæt Mirror Lakes. Det var en smuk, men selve turen i bussen var lidt hård..

Kea papegøjen øv. tv. holder meget til oppe ved den tunnel, som man skal køre igennem for at komme ned til bådene, der sejler ud på fjorden. Fuglen har her specialiseret sig i at rive vinduesviskere og andet løstsiddende af de biler, der holder og venter på gennemkørsel. Bussen kom igennem den lange tunnel og vi bordede det skib, som skulle sejle et godt stykke ud af fjorden og tilbage igen. De øvrige billeder er fra den smukke sejltur. Fjorden er New Zealand mest besøgte attraktion.

Turen på Milford Sound levede måske ikke helt op til vores forventninger. Vejret var rimeligt, men ikke godt, men som det ses, så er der mange smukke ting at se på på selve turen. Ned. th. er vi ved at være tilbage i havnen, hvor vi startede.

Tilbage på Aspen Hotel i Queenstown. Billederne øv. viser med al tydelighed, hvorfor vi tilbragte en del tid på hotellets terrasse, hvor vi spiste, læste og fik god vin. Ned. er vi på rundtur i byen, hvor der bl.a. står et par af de rigtig store Sequoia Giganteum træer

På havnen i Queenstown er der en masse aktivitet. Det er også her, det sker, når der skal festes om aftenen. De mange populære sejlture og dykkerture ud i  bugten går også ud herfra. Ned. er vi taget til den gamle guldgraverby Arrowtown, som ligger ikke mange km nord for Queenstown. Det var oprindelig kinesere, der "blev importeret" for at arbejde i guldminerne. Minerne er for længst lukket og Arrowtown er nu mere kendt for sine håndværksting.En rigtig fin by at gå rundt i.

Selvom Queenstown er en pragtfuld by, var der nu indlagt en tur tværs over landet til Dunedin. Hovedformålet med denne tur var at se pingviner, som området er så kendt for. Så vi forlod efter 3 overnatninger vores dejlige hotel, og kørte østpå ad SH 8. Som tidligere beskrevet er New Zealand meget tyndt befolket, så turen bød igen på mange naturoplevelser, men kun ganske få og små byer. En af de små byer var Roxburgh, som huser en de store dæmninger i landet. En anden lille by var Lawrence (ned.), hvor det lykkedes os at finde en lille cafe, hvor vi kunne få kaffe og kage

Ankommet til Dunedin kørte vi direkte ud på Otago Peninsula (Halvø), hvor det skulle være muligt at se de sjældne "Yellow-Eyed Pinguins". En privatperson har lukket hele det strandområde, hvor pingvinen lever, og bruger al sin tid på at redde arten. Arten er i højeste grad udrydningstruet, idet der i dag kun er ca. 3.000 individer tilbage. Det fleste holder til fra Dunedin og sydover langs Catlins kyst. På centeret er der også et "pingvin-hospital", hvor man modtager syge pingviner af dette art. Pingvinerne fodres op, og slippes om muligt fri i naturen her ved Harrington Point. Øv. tv. er vi på vej ud på halvøen. De næste billeder er fra hospitalet, og ned. th. er vi på vej ned på den strand, hvor det er muligt at se pingvinerne i det fri.


Vi blev efter en introduktion kørt ud til Stranden ved Harrington Point, hvor de vilde pingviner bl.a. laver. Det var nok en lille skuffelse, at vi kun så nogle få pingviner her. De var langt væk, men trods alt var det dejligt at se, hvor meget der gøres for at udgå udryddelse af denne smukke pingvinart. På vej mod stranden så vi dog flere hvalrosser, som solede sig på den varme jord. Ned. tv. en Yellow-Eyed Penguin med sin unge, som tigger om mad

Hvis Yellow-Eyed Pinguins var en lille skuffelse, så var den næste oplevelse til gengæld af de helt store oplevelser i New Zealand. Vi havde bestilt en udflugt ved solnedgang. Udflugten udgik fra Royal Albatros Centre, hvor man foruden de store albatrosser også kan opleve "Little Blue Penguins" - de små blå pingviner. Vi mødtes på centeret kl 20, og ventede på, at solen skulle gå ned og det var ved at blive mørkt. Så blev vi eskorteret ned til en udsigtsplatfom nede ved stranden på Pilots Beach (øv.tv.). Da vi som nogle af de sidste kom ned til stranden, var alle de - troede vi - bedste pladser optaget, og vi måtte gå ud i venstre side og stille os der. Det skulle vise sig at være de klart bedste pladser. Efter ganske få minutter kunne vi se en masse små krusninger i vandet (øv.th.) , og op væltede 25-30 små pingviner. De små blå pingviner er verdens mindste og vejer kun omkring 1 kilo stykket. Fra stranden gik de opad i klitterne (ned. tv.)og kom lige fordi, hvor vi stod i venstre side. De var helt upåvirkede af vores tilstedeværelse, og det var fantastisk at se disse små pingviner så tæt på. Oppe i klitterne ventede ungerne, som skreg for at få mad. Vi stod ved stranden 1 times tid. Det var en meget stor oplevelse.

Vores hotel i Dunedin var ikke noget at skrive hjem om. Mørkt og lidt slidt og mindede os om noget engelsk eller irsk. Det passer også rigtig godt, for Dunedin blev i starten af 1900-tallet grundlagt af skotske og keltiske indvandrere. Lars havde planlagt en ambitiøs køretur tilbage fra Dunedin til Queenstown. Den var lang og bragte os langs sydkysten - The Catlins - tilbage til Queenstown. På vejens gjorde vi først holdt ved Kaka Point (øv.tv), mens næste stop var det ualmindelig smukke Nugget Point. Her ved Nugget Point ligger helt yderst på klipperne et fyrtårn, som vi vandrede ud til. Ned th. den spektakulære udsigt næsten lodret ned fra klipperne.

Man kommer ikke til Nugget Point uden at parkere sin bil og gå godt 1/2 time ud til fyret. Men som det ses er det alle anstrengelserne værd. Ned. th. er vi på vej tilbage fra fyret.

Køreturen gennem den sydlige provins "The Catlins" bliver kaldt for "Southern Scenic Road", og det navn passer ganske glimrende på dette øde og smukke område af New Zealand. Her ses et par flotte stemningsbilleder fra den lange køretur.

Ca. på halvvejen mellem Dunedin og Invercargill kører man et kort stykke til en P-plads. Herfra udgår en nem  40 min. lang gåtur ind til det smukke vandfald McLean Falls. Man kommer til faldet gennem et stykke flot urskov. Selve vandfaldet er et "must see" sted på Sydøen. Som det ses er det smukke vandfald også meget besøgt af turister.

Det var blevet vores sidste dag i New Zealand. Sikke en oplevelse, vi har haft. Vi skulle først flyve fra Queenstown til Sydney sidst på dagen, så den sidste dag blev bl.a.  brugt til en sidste slentretur igennem byen. Vi havde tidligere undret os over de lange køer, der var udenfor et bestemt sted i byen. Der var kø både morgen og aften. Nu så vi endelig, hvad det var. Det var det blandt specielt unge så berømte sted "Ferg Burger". Ifølge rejseguider et af de steder i verden, hvor man får den bedste burger. Efter gåturen tog vi gondolbanen op til det populære udflugtssted Bob's Peak. Herfra er der en formidabel udsigt over byen, søen og bjergene omkring.

Bob's Peak bruges både vinter og sommer. Om sommeren er det stedet, hvor paraglidere ved den rigtige vindretning og - styrke sætter af og nyder turen fra bjerget og ned til byen ved søen. Ofte har de en "turist" med, som monteres foran "driveren". På toppen af Bob's Peak er der bygget et stort og flot hus, hvor kan få et meget meget flot og farligt udsyn til søen. Vi tog en vandresti tilbage til byen, og den blev lidt giftig længere nede, så det var heldigvis den eneste gang, at Heli syntes, at hun var i livsfare. Mens vi ventede på bussen til lufthavnen, fik vi lige (ned. th.) taget et billede af vores udmærkede motel på denne sidste dag "Blue Peaks Lodge"

Vores fantastiske tur til New Zealand var ved at være slut. Vi tog til lufthavnen og fløj med et mindre fly fra Virgin Airlines til Sydney. Herfa var det "den kendte tur" med Airbus A380 og Emirates til Dubai og videre herfra til København. Da vi låste døren op til huset i Odense bemærkede Heli, at det nu var 36 timer siden, at vi forlod Queenstown !! Men turen var alle anstrengelserne værd.