Den ene fantastiske tur var ovre. Vi ankom til vores hotel i Cusco kl 21, og bedst ville det have været, hvis vi havde haft en dag til at fordøje alle indtrykkende fra Machu Picchu, men det kunne ikke lade sig gøre. Allerede næste dags morgen kl 05:00 var det atter tid til afgang til den 2. store tur i Paru - Manu National Park - den peruvianske jungle. Kl 4:45 stod vi klar i spisesalen for at få en kop kaffe og lidt mad, men vores guide Moises var allerede kommet og skyndede på os, så vi kun lige fik hugget det mest nødvendige i os. Vi ventede noget tid på en bus, og kørte opad mod Manu. Første stop var Ninamarka, hvor vi så nogle runde stenhuse brugt til opbevaring af fødevarer (Øv. tv). Ninamarka ligger på en kæmpe højslette i 3.700 m's højde. Udsigten fra højsletten er god. (Øv. th.) Næste stop var den lille landsby Paucartambo. Her fik vi lidt morgenmad, og var inde at se det lokale marked. Ned. tv. prøver Abraham (en af deltagerne) friskpresset rørsukkerjuice. DET VAR SØDT. Til sidst var vi heldige at støde på en kæmpe procession, som udgik fra kirken. Alle var udklædt i farvestrålende dragter og gik igennem hele byen, mens musikken spillede. Det var en sjov oplevelse.

Efter besøget i Paucartambo var det slut med asfaltvej. Det blev til grusvej, der efterhånden blev mere og mere stenet og bumlet. Vi fik - som vi for øvrigt fik hver dag - udleveret en brun pose med frugt, chokolade og juice i. Og der var mange spændede frugter. Da vi gjorde holdt for at spise frokost, fik Lars væltet alt kokkens blikservice ud over hele vejen.

Endelig kom vi til "indgangen" til Manu National Park. Her var et lille besøgscenter, hvor Moises på et kort forklarede lidt om det kæmpe område, som Manu rent faktisk er. Vi kom først igennem højlandsjungle (knap 3.000 m). Højlandsjungle er karakteriseret ved mindre træer og buske og en masse farvestrålende blomster (Ned.).

Vejen blev ringere og ringere, og vi var glade for, at vi kom i tørtiden. I regntiden er det vist yderst vanskeligt at komme til Manu.

Højlandsjunglen er fantastisk frodig.- plantetætheden er betydeligt større end i lavlandsjunglen og variationen er enorm. Højlandsjungle er til tider ret ufremkommelig.

På vej til vores første camp standsede vi flere gange og gik et stykke ad vejen. På en disse vandreture fik Moises øje på den peruvianske nationalfugl "Andeean Cock on The Rock". En skarp orange fugl med et stort og karakteristisk hoved (Ned. th.)

Vi havde kontraheret med Machete Tours, hvor konen til direktøren er dansk. Machete er - viste det sig - ikke så stærke i ture i junglen, og de havde derfor udliciteret til Bonanza Tours, som til gengæld er specialister på dette område. På vores tur deltog foruden Moises chaufføren Jesus og en kok. Derudover var der Abraham og Elisabeth fra New York - de var i øvrigt på bryllupsrejse - og en tjekkisk familie med far, mor og 2 næsten voksne piger. De boede i Texas.

Efter vores første lange, lange dag med minibus (14 timer) nåede vi frem til vores første camp - Rainforest Lodge. Den bestod af et fælleshus (Øv.th.), og 5-6 dobbelthuse, hvor der bare var en dobbeltseng med myggenet og intet andet. Desuden var der en lille toiletbygning med koldt brus (ned. th.) og toilet med rindende vand.

Det var ganske udmærket, og det skulle vise sig, at vores 6-dages jungletur skulle blive betydeligt bedre end Inkaturen, hvad de hygiejniske forhold angår.

Alle huse var bygget på pæle, så de kan "modstå" regntiden.

På 2. dagen skulle vi igen med bussen 3-4 timer, inden vi skulle skifte over til båd. Vi var blevet bedt om at stille i fælleshuset kl 06:00, og da Lars som den første kom derop så han, at kokken lå ude i "køkkenet" med alt sit tøj på, og han viste ikke tegn på liv. Der kom dog langsomt gang i ham, og det viste sig, at han sammen med den tjekkiske familie havde været til fest i den nærliggende landsby.

Moises havde besluttet sig for, at vi lige skulle lægge vejen forbi et lokalt "apotek", hvor en flink dame i et ellers ikke særlig rent lokale skiftede Heli's forbindinger, og udstyrede os med endnu mere salve og forbindinger.

Vi stoppede flere gange på vejen. En af gangene ville Moises vise os en coca-plantage. Coca er råmaterialet til kokain, og Peru er måske verdens største eksportør af kokain, men det er forbudt overalt. Alligevel er cocablade tilgængelige på alle hoteller og restauranter. At tygge cocablade skulle bl.a. være godt for højdesyge.

Øv. tv. er vi stoppet ved "Mirador Atalaya" - et udsigtspunkt, hvor vi fik et flot vue ud over floden Madre De Dios, som vi skulle fortsætte vores tur på.

Den lille by Atalya bruges hovedsagelig som "omladningspunkt" mellem bil og skib. Det var muligt for 1 soles at frekventere det noget uhumske toilet (banjo på spansk), og så var det ellers med at få flyttet alt indholdet i bilen over i en af de fine langbåde, som lå klar til os.

Temperaturen var heldigvis blevet en helt anden end på Inkastien - omkring 20 grader.

På vejen op ad floden så vi (øv.) en smule tømmerhugst. I midten tv. gjorde vi stop ved en usædvanlig smuk sø - Macahuasi Lake - som ligger tæt ved floden. Her sejlede vi på balsaflåde, og så flere smukke fugle. I midten th. ses Lars's bagben med et hav af insektstik. Vi overnattede ved floden i et andet af Bonanza's lodges, og tidligt næste morgen sejlede vi hen til et sted, hvor papegøjerne i stort tal kommer og spiser noget saltholdigt ler, som hjælper med at fordøjter, som de spiser. Desværre var den udflugt lidt af en skuffelse, for der dukkede kun få hundrede fugle op denne morgen. Ellers kun en kort sejltur til Atalaya, hvor vi igen lastede om, og kørte på de støvede jungleveje mod højlandsjunglen. Vi fik dog en sidste overraskelse med i købet. Da vi kom tilbage til Puacartambo bliver grusvejen til asfalt, og der var kun få timers kørsel hjem. Men hovedvejen var spærret. Vi måtte ud på en lang, snoet og frygtindgydende bjergvej, så vi var sent hjemme.

Endnu en fantastisk tur tog din ende. Vi er blevet ufatteligt mange oplevelser rigere i de sidste 6 dage.