5. Puno, Titicaca søen og Uros.

 

fredskov@mail.dk - tlf. 50517230

Tirsdag den 23. juli var en total hviledag, hvor vi sov og læste på hotellet i Cusco. Allerede dagen efter tog vi afsted på vores sidste udflugt til Titicacasøen på grænsen mellem Peru og Bolivia. Turen gik med luksusbus fra Cusco til Puno. Typisk for Peru var der 3 ansatte ombord på bussen. En stewardesse, det stort set ikke lavede andet end at servere kaffe, en besynderlige guide, som fortalte om de steder, vi stoppede ved, og selvfølgelig chaufføren. Turen tager det meste af en dag, og man kører på det meste af turen på en højslette i over 3.000 m's højde. (øv.tv.)

2. stop var et inkasite, som er ruinerne af et gammelt tempel, der kaldes "Varicochas Tempel". Det strlkker sig over 6 km2, og omfatter terrasser med marker, firkantede huse, runde kornsiloer, paladser, vandkanaler og hellige springvand. Et storslået tempel, der er over 100 m langt og godt 25 meter bredt, dominerer stedet. Ned. tv. ses vores skøre mandsling af en guide

Frokosten blev indtaget på en større restaurant, som var gearet til turisterne. Det ikke særligt lokale orkester spillede dog udmærket. Efter frokosten kom vi op til det højeste punkt på turen - passet Abba La Raya i 4.335 m's højde (øv.th.)

Et andet stop var et kedeligt museum, hvor det mest ophidsende var nogle små baby-alpachaer. Alpacha giver det fineste uld - betydeligt bedre end lamaen, som for øvrigt sås talrigt påhøjsletten.

Ned. th. den i særklasse grimmeste og kedeligste by, vi så på hele turen. Juliaca er en mellemstor og ualmindeligt beskidt og kedelig by.

Uros sivøerne

Vi havde bestilt en bådtur til øen Taquile, som ligger et stykke ude i Titicacasøen. På vejen lagde vi til ved Uros sivøerne, som er enestående i Sydamerika. De flydende øer er lavet af totorasiv. Intet andet sted lever mennesker på flydende sivøer, hvor de bor i huse af siv og sejler i sivbåde - ja, sågar spiser siv ! Denne specielle livsstil opstod, da uroindianerne for århundreder siden søgte at undgå inkaerne og aymara-indianernes dominans på landjorden. I dag er øboerne alligevel domineret af turarrangører på fastlandet. Der er ikke meget plads til privatliv, når både læsser grupper af turister af på de små øer. Øboerne sidder i rækker og sælger souveniers til turister, der gennemfotograferer alt og alle.

Øerne er menneskeskabte og laves ved, at man fælder siv og bliver ved med at smide mere og mere ovenpå, indtil det kan bære. Der skal til stadighed mere siv på, efterhånden som det rådner nedefra. I dag har øerne en indtjening ved at sælge fisk på markedet i Puno, men det virker, som om hovedparten af indtægterne kommer fra turisterne.

Der bor 15-20 personer på hver lille ø, og hver ø har sin egen "præsident". Lars var yderst afvisende overfor dette show. Ned. tv. ses tydeligt, hvor mange både, der ligger til ved øerne.

Tanquile øen

Info-box:

Titicaca-søen ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia. Den er med sine 9.000 km2 den næststørste sø i Sydamerika og verdens største sø i over 2.000 m's højde. Søen og Puno ligger i 3.800 m's højde.

Der går en historie om, at de solskiver af guld, som det lykkedes inkaerne at få ud af Cusco, inden spanierne fik fat i dem, ligger på bunden af Titicaca-søen. Andre teorier går på, at de befinder sig i junglen

Fra Puno over Cusco til Lima

Efter et par timers lidt kedelig sejlads - om end i godt vejr - nåede vi vores mål - Taquile. Øen er meget smuk og beboerne lavede for længe siden regler for, hvordan man skulle undgå et blive for kommercielle. Det ser ud til at være lykkedes. Til at starte med skal man gå de 544 trin op til øens centrale plads. Lidt specielt for øen er det mændene, der strikker tøjet til familien (øv.th). Vi fik en god frokost med den mest fantastiske udsigt over søen. Ned. tv. er vi på vej nedad igen til vores båd, som bragte os tilbage til Puno

Vores lyntur til Puno var ved at tage en ende. Da vi kom til hotellet, som lå lige ved byens katedral (udsigt øv.t.v) gik Lars ud for at proviantere, og fandt også et lille "Polleria", hvor vi gik hen for at få noget at spise. Det var en særlig oplevelse. De havde en kæmpe grill, hvor de grillede deres kyllinger, og de solgte KUN kylling og pommes frites. Vi kunne vælge mellem en kvart, en halv eller en hel kylling. Vi valgte en kvart hver med pommes frites.. Dertil fik vi 0,2 g salat (cirka!). Vi tog også en stor Cusquena øl til deling. Det hele blev 24 soles (50 kr.)

Turen retur til Cusco gik godt. Vi var så heldige at få pladser på første parket på 1. salen i luksusbussen. Her kunne Heli hvile sin hårdt prøvede ankel (øv.th).

Hjemme på hotelværelset i Cusco opdagede vi, at vi havde glemt vores bagage i bussen. Lidt panik var der, indtil Lars havde været en tur med taxa retur til busstationen, og heldigvis fået bagagen udleveret.

Dagen efter tog vi afsked med Cusco og fløj til hovedstaden Lima. Her havde turarrangøren Lars booked en luksussuite på hotel Thunderbird (ned.). Det bekom os yderst vel

Vores sidste dag blev tilbragt i Lima. Lars havde inden turen været i tvivl om, hvor meget tid han skulle afsætte til at se Lima. Der var kun sat 2 dage af (ud og hjem), og det viste sig at være en rigtig god disposition. Lima er ikke en særlig interessant by. Der er vildt meget trafik, der er meget smog og solen skinner sjældent.

Den 28. juli er Peru's nationaldag - viste det sig. I fjernsynet om morgenen havde vi set landets præsident - Ollanta Humala - til ceremoni i katedralen sammen med sin unge, smukke hustru. Vi drog til centrum for at studere byens seværdigheder..

Det viste sig hurtigt, at hver gang, vi blot nærmere os noget, der kunne ligne en seværdighed, så var der afspærret af politiet. Der var en del demonstrationer, og desuden talte præsidenten i parlamentet. Så det blev en noget anderledes afsked med Peru, end vi havde forestillet os. Da vi havde mødt en masse afspærringer, tog vi tilbage til hotellet og hentede vores bagage, hvorefter vi planmæssigt kl 20.15 lettede fra Lima mod Amsterdam.

Endnu en yderst spændende tur var slut.

Copyright © All Rights Reserved