Lørdag den 13. juli kl 04:30 stod vi op, og gjorde os klar til det, vi havde glædet os så meget til - pilgrimsturen til Machu Picchu.

Vi blev hentet i en lille bus af vores guide José Louis. I bussen sad allerede 4 piger, som også skulle med på vores tur. Vi kørte i rasende fart opad i bjergene og stoppede på et tidspunkt for at tage nogle af vores bærere og en del proviant med.

Den ene bærer satte sig ved siden af Heli, og det kunne straks konstateres, at han ikke havde haft "tid" til at vaske sig. Han blev herefter kun kaldt "Heli's vellugtende ven" ! På vejen stoppede vi ved et ualmindelig smukt inkasted - Ollantaytambo. Ned. th. er vi ved at gøre os klar til at starte vores 4 dage lange vandring mod Machu Picchu.

Det traditionelle foto taget lige inden vi startede vandringen. Fra venstre vores guide José Louis - 30 år, den 25- årige Stacey fra Auckland, New Zealand, den 29-årige Melissa, den 17-årige Charlene og den 23-årige Jamie - alle fra Canada. Charlene og Jamie er søstre.

Info-box: Vandrestien til Machu Picchu er anlagt af inka-indianerne. Stien er ikke anlagt som en transportvej, men er anlagt af andre religiøse grunde. Derfor kaldes den også en pilgrimstur. Stien er måske verdens mest berømte vandresti, og p.g.a. den store popularitet blev der for nogle år siden indeført begrænsninger på, hvor mange, der må være på stien ad gangen. Dette tal er 500 incl. bærere og guider, så det gælder om at reservere plads i god tid. Turens længde er ca. 45 km og tager 4 dage. Man kan starte forskellige steder, men "den rigtige" starter ved 82-km stenen. Turen starter i 2.750 m's højde . Højeste punkt er Warmiwanuska - den døde kvindes pas - (4215 m). Turen slutter i Machu Picchu, som ligger i 2.400 m's højde.

Så kom vi endelig i gang. Vi startede med at går ned til en lille kontrolpost ved Urubamba-floden, hvor vi fik tjekket billetter. Herefter gik vi over broen og så gik det ellers opad. Det viste dig hurtigt, at Melissa var den "vageste" af os. Hun gik meget langsomt. Ydermere havde de canadiske piger alt, alt for megen oppakning med. De havde simpelthen alt, og deres rygsække var enorme.

Kort efter starten fik vi et glimt af toget, der kører mellem Cusco og Machu Micchu, Vi nød landskabet i fulde drag, mens vi stadig havde energien til det.

Det var meget smukt at vandre her på inkastien. Landskaberne og bjergene var meget smukke og hele tiden havde vi de flotteste udsigter.

Øv. tv. beundrer vi det fine inkasted Patallaqta, som har været brugt til produktion af fødevarer. José Louis - som i øvrigt lignede Mads Mikkelsen - var meget vidende og kunne fortælle længe om de ting, vi så på turen. Dertil skal sige, at han også gik turen næsten hver uge i sæsonen.

Vi nærmer os Huayllabamba campsite, hvor vi skal overnatte første nat. På vejen nyder vi udsigten til dale og bjerge. Vi kan i det fjerne se det 6.000 m højre bjerg Wakay Willka.

Øv. th. og nederst er første dags strabadser overstået, og kokken er godt i gang med at lave pragtfuld mad til os.

Ned. th. ses et udsnit af den lækre mad. Hver dag fik vi 3 retter mad til aften, og det var yderst velsmagende. Samtidig skal man tænke på, at al maden plus gas m.v. var transporteret med hjemmefra.

Dag nr. 2 startde rigtig dårligt. Vi var forberedt på, at det ville blive den hårdeste dag på turen, men allerede inden vi stod op fik vi problemer. Vi havde generelt sovet ret dårligt, og det var tilmed let frostvejr om natten.

Om morgenen blev vi vækket af en af bærerne, som kom med skoldhed coca-te. Vi tog koppen ind i teltet, og ved et uheld fik Heli ikke ordentlig fat i kruset med det resultat, at hun fik skoldhed te ned over sit ene ben. Selvom soveposen var imellem viste det sig alligevel, at hun fik en kraftig forbrænding på anklen. Det eneste gode var, at forbrændingen sad over skokanten, så hun kunne vandre med såret. På billederne er vi på vej op til turens højeste punkt - Warmiwanuska (4215 m).

Bemærk ned. tv. den lille bærer bag Stacey, som må tage sig et hvil med sin kæmpe oppakning. Ned. th. er toppen nået. Det var koldt og tåget.

Efter at have passeret turen højeste punkt Warmiwanuska gik det selvfølgelig nedad en tid, men vejret viste sig ikke fra den bedste side, og det begyndte faktisk også at regne en del på vej nedad mod vores frokoststed. Melissa (th) kæmpede stadig sin ensomme kamp, og fik stort set ikke noget at spise på hele turen.

Ned. tv. ses det tydeligt på Charlene, Stacey og Jamie, at energiniveauet er i bund. Eneste opmuntring ved frokosten var, da Lars's campingstol brød sammen under ham, og han væltede langsomt bagover og ud af teltet. Det hævede humøret en del. Heli forstår stadig på dette tidspunkt at se frisk ud, selvom hun kæmpede både med fysikken og med brandsåret.

Efter frokosten var humøret ikke det allerbedste. Det regnede nemlig før frokost og også ud på eftermiddagen, men heldigvis klarede det langsomt op. Derfor Heli's smil på trods af strabadserne.

Øv. tv. endte vi efter frokost  efter en meget hård opstigning endelig et nyt toppunkt, hvor det igen gik nedad. Vi er nu i 4.000 m's højde igen, og atter var det koldt og lidt diset.

Nederst Heli og José Louis i en afslappet stund.

Endelig fremme ved 2. dagens campsite. Det var stadig fugtigt efter regnen, men den hårdeste dag var overstået - for nogle af os. Endnu engang havde kokken fremtryllet den mest fantastiske mad. Alt - også gasflasker - blev jo slæbt med fra starten. Det var ret imponerende.

José Louis fortalte, at der hvert år blev afholdt et marathonløb på stien. Det er næsten altid en bærer, der vinder. Sidste år gjorde han det på 3t og 45 min. Det er ganske enkelte ufatteligt.

3. dagen skulle efter José Louis udsagn ikke være så slem som 2. dagen. Men for Heli var der store udfordringer. Hun er rigtig god til at gå opad, men nedad har hun problemer. Her blev vi pludselig de langsomste. Som det ses øv.tv. er der også langt ned visse steder, og trapperne er meget høje og lidt glatte.Og det gik rigtig meget nedad den dag - fra ca. 4.000 til 2.500 m. Ned. tv. er vi igen kommet i jungle og ned. th. ser vi tæt på sidste campsite endnu et stort inkasted.

 Winay Wayna campsite

Så nåede vi frem til vores sidste campsite. Vi var der i forholdsvis god tid, og vi fik igen tid til at se til og pleje Heli's brandsår. Vi talte om, at det måske var nødvendigt at få en læge til at se på det, når vi kom til civilisationen igen. Vi vidste jo også, at vi umiddelbart efter denne tur skulle i junglen, så vi var lidt nervøse. Ned. tv. spores der også glæde og lettelse hos nogle af bærerne. Inden vi skulle spise aftensmad vandrede vi en kort tur ned til et fantastisk inkasted - Winay Wayna (ned. th.)Det er svært at forstå, hvordan disse indianere har kunnet skabe så komplekse bygningsværker på så ufremkommelige steder.

Øv. tv. endnu et godt billede fra Winay Wayna. Øv. th. tager Stacey og Heli et nærmere kig på ruinen. Der var det flotteste kig ud over dalen.

Efter besøget på Winay Wayna gik vi tilbage til campen, og der var som altid gjort klar til en dejlig middag. Vi fik altid - straks vi kom til campen - te, brød og evt. popcorn, og en times tid senere blev der serveret middag. Så vi vik meget at spise på turen.

Ned. th. venter Charlene længselsfuldt på at komme i gang med lidt suppe.

Se nu, hvad kokken har lavet til os. "Feliz Viaja a Machu Picchu" (God rejse til Machu Picchu). Imponerende.

På den sidste aften inde Machu Picchu er der tradition for, at der samles lidt penge ind blandt deltagerne. Pengene overrækkes ved en lille ceremoni til kokken og Josè Louis oversatte.

En dejlig aften, hvor vi selvfølgelig var forventningsfulde omkring sidste dags korte vandring til Machu Picchu.

Solporten - Intipunku

Den sidste dag er der afgang allerede kl 04:00. Det skyldtes dels, at bærerne skal have al grejet med tilbage til Cusco i et tidligt tog, men det skyldes også, at alle ønsker at være fremme ved solporten (Intipunku) ca. 400 m over Machu Picchu inden solen står op. Så det er en kort vandring på en times tid, inden vi bevægede står ved solporten og ser det første glimt af dette mesterværk af en inkaby.

Alle skal fotograferes med byen liggende nedenfor, og der udspiller sig bevægende scener blandt turisterne. Men inden vi når så langt venter vi en times tid ved en kontrolpost. Det er lidt irriterende at sidde der i mørket, men vi oplever dog den flotteste nattehimmel, vi nogensinde har set. Himlen var besat med millioner af diamanter i form af stjerner.

Der er 2 måder at komme til Machu Picchu på. Den ene er "vores" måde, som har den store fordel, at man får det fantastiske kig ned på byen. Den anden måde er at tage toget fra Cusco til Aguas Calientes, der ligger nedenfor Machu Picchu. Herfra tager man en bus ad de snoede veje op til byen.

Her øv. tv. har Melissa taget et billede af os andre - glade for at strabadserne er overstået, men især for at få så fantastisk en afslutning på turen. Desværre var der noget skyet fra morgenstunden, men da vi vandrede det sidste korte stykke fra solporten - Intipunku - til Machu Picchu, så fik solen magt og som det ses fik vi nogle dejlige billeder på vejen ned til byen.

Efterhånden som vi kom tættere på Machu Picchu, gik det mere og mere op for os, hvor smukt et bygningsværk, det egentlig er.

Man forstår til fulde, at det betragtes som et af verdens 7 vidundere. Mange besøgende bliver overvældet af de mange og store indtryk, når pilgrimsrejsen er slut. Heli var ingen undtagelse.

Ned. th. ses et hus, som man har forsøgt restaureret, som man mener, at det kan have set ud i inkatiden.Bjerget bagest i de 2 billeder øverst hedder Wayna Picchu - det unge bjerg.

Billederne på denne side taler næsten for sig selv. José Louis tog os med rundt i alle afkroge af Machu Picchu, selvom vi var godt trætte efter turen og tilmed var vi godt sultne, da vi et godt stykke ud på eftermiddagen stadig ikke havde fået frokost. Det forrige måltid indtog vi, da vi ventede udenfor kontrolposten kl 05:00.

Ned. tv. tager Heli, José og Stacey sig et velfortjent hvil.

Josè Louis er øv.tv. ved at forklare Stacey og Melissa, hvordan man kunne lukke alle porte i for at forsvare sig mod angribere.

Øv.th. ses en typisk mur i Machu Picchu. Jo tættere man kommer på inkaens egen bolig, jo finere er stenarbejdet lavet. Denne mur er usædvanlig flot tilhugget - stort set ingen mellemrum mellem stenene.

Som det ses ned. th. går det stejlt nedad mod Urubamba-floden.

Lige bag Machu Picchu ligger et stenbrud, hvor stenene til det store bygningsværk blev hugget.

Øv. th. ser man de "rigtige bjerge" bagved, og de forreste er en udhugget sten, hvor inkaerne har forsøgt at efterligne de bagvedliggende bjerge.

Ned. tv. ses den største helligdom i Machu Picchu - Intihuatana - solstenen. Inkaerne havde en solsten i alle vigtige byer, men da spanierne opdagede betydningen af disse sten, blev de alle med undtagelse af denne ene ødelagt.

Øverst er vi i "templet med de 3 vinduer". Det er karakteristisk ved, at der er meget store sten i bunden af murene.

Ned. th. er vi ved "kondorens tempel". Vingerne på kondoren er hugget ud i et kæmpe stykke. Kondorens tempel har formentlig fungeret som offerplads.

Vi er ved at være ved vejs ende på denne fantastiske rejse. Maverne knurrer alvorligt, og det har José Louis også forstået, så vi går mod udgangen og kører med bus ned til Aguas Calientes, hvor vi atter kommer i kontakt med civilisationen.

I vores tur var inkluderet en frokost på en restaurant i Aguas Calientes. Her gik vi alle hen, og fik en super buffet OG ikke mindst mødte vi for første gang i 4 dage et pænt og nydeligt toilet. Det var himmelsk. Vi samlede lidt penge til José Louis og tog afsked med ham.

Men inden da havde vi sammen været en tur nede i byen for at konsultere en læge. Han fjernede al den døde hud, og pøsede alt muligt rensende i såret - han forsøgte sågar med gammeldags brun jod, men her kunne Heli ikke holde et skrig tilbage. Vi gik derfra udstyret med bandage og salve til den næste uge. Pris: 400 soles - ca. 800 kr. Ned. tv. et kig til byen, som i øvrigt er rigtig hyggelig. Til sidst returnerede vi med et langsomtkørende, duvende luksustog, som bragte os tilbage til Cusco. Vi havde fået en fantastisk oplevelse og var blevet 4 nye venner rigere.

Vi havde nu kun ganske få timer om aftenen på vores hotel i Cusco til at gøre klar til næste ekspedition - Manu jungleturen, som skulle vare ca. en uge.

Der er måske lige rigeligt fart på, men der var desværre ikke mulighed for at lægge en lille hvilepause ind.