Alfred Pedersen

Tømrermester Alfred Pedersen




Alfred Pedersen var min oldefar på min farmors side og  han blev født den 28. december 1873 i Arnakke ved Aagerup nær Holbæk.

Arnakke er en meget lille landsby 5 km sydøst for Holbæk. I 1873 bestod Arnakke kun af 10 - 15 husstande.

 

Alfred Pedersen var søn af husmand Anders Gabriel Pedersen  - født 17. juni 1836 også i Arnakke, Holbæk og hustru Johanne Dorthea Johansen - født 23. april 1837 i Uglerup, Hørby ved Holbæk.

Noget usædvanligt for den tid blev Alfred Pedersen ikke døbt.

Alfreds far var tømrer og ved folketællingen i 1880 ses det, at Anders og Johanne bor i Aagerup i et hus, hvor der foruden deres egen familie på 8 personer også bor en anden familie på 8 personer. Alfred fødes som den næstyngste i en søskendefflok på 7.

Alfred - der bliver udlært tømrersvend som sin far og også udstår sin læretid i sin fars firma - møder den næsten jævnaldrende Johanne Karoline Jørgensen fra Helsingør og de gifter sig borgerligt på Helsingør Rådhus den 6. april 1898.  Det er meget interessant, at brudeparret ved vielsen bekendtgør, at "Deres evt. børn skal opdrages i den baptistiske lære".  De erklærer sig altså som baptister. Den første baptistiske menighed i Danmark stiftes i 1839 og i 1848 indføres religionsfrihed i Danmark. Alfred og Karoline kan derfor anses for pionerer indenfor den baptistiske bevægelse. Måske stammer overbevisningen tilbage fra Alfreds forældre, som jo undlod at døbe Alfred.

Alfred og Karoline bosætter sig i Helsingør på Axeltorvet midt i byen.

Som det så ofte ses, så er der på tidspunktet for vielsen allerede børn på vej, og 6 mdr. efter vielsen føder Johanne Karoline deres første barn - Niels Johannes Gabrielsen Pedersen. Niels Johannes døbes naturligvis ikke.

Den 14. juni i året 1900 fødes deres andet barn - endnu en søn - Henry Georg Gabrielsen Pedersen. Henry fødes, mens familien stadig bor på Axeltorv, og ganske naturligt døbes dette barn heller ikke.

I 1901 flytter familien med de 2 børn til Smedelundsgade 32 i Holbæk, og samtidig bliver Alfred Petersen optaget som kompagnon i sine ældre brødre Søren og Johans tømrermesterforretning.

I Smedelundsgade 32 kommer også søn nr . 3 Ejner Severin Gabrielsen Petersen til verden den 17. november 1901. Forældrene er omkring de 24 år gamle på det tidspunkt, og bor på Smedelundsgade matr. nr 113 (nr. 32) Og rigtig gættet: Ejner døbes ikke. Ejner er i kirkebogen ved sin fødsel indført med efternavnet Petersen, hvilket formentlig kan tilskrives en stavefejl.

I 1901 opfører Alfred Pedersen et hus på Gasværksvej, senere Strandvejen og i dag Havnevej 54. Huset hedder "Breidablik" og ligger stadig på adressen. Familien flytter ind i huset, som indeholder flere lejligheder.

Efter en pause på næsten 3 år føder Karoline sit næste barn - eller rettere sine næste børn.   Hun føder tvillinger den 16. juni 1904. Den ene tviling er Karolines og Alfreds første datter - min farmor Asta Marie Gabrielsen Petersen - og hendes tvillingebror Aage Emil Gabrielsen Petersen. Igen navngives de Petersen og de er selvfølgelig heller ikke døbt.




Huset Breidablik på Havnevej 54, Holbæk


Den 11. august 1906 fødes Thorkil Alex Gabrielsen Pedersen (rettet i kirkebogen fra Petersen til Pedersen). Thorkil døbes ikke. Familien bor nu på Gasvejen matr 217c, men det er stadig den samme nuværende adresse Havnevej 54 "Breidablik".

Det 7. og sidste barn føder Karoline i en alder af 31 år. Vivi Henriette Gabrielsen Pedersen (nu er der styr på Pedersen igen) fødes den 19. september 1908 på Gasvejen (Havnevej 54). Vivi navngives om de øvrige søskende, men bliver voksendøbt inden sin vielse. Mere om det under punktet "Alfred's børn".

I 1910-11 har Alfred Pedersen opført endnu et hus som nabo til Breidablik på nr. 54. Han har opført "Det hvide hus" på Havnevej 52, som også stadig eksisterer og er meget smukt.




Havnevej nr. 54 - opført og ejet af Alfred Pedersen. Vejen hed Strandvejen i starten af 1900.


Familien flytter dog ikke til det nye hus efter opførelsen i 1910. Lejlighederne udlejes - bl.a. til Alfred Pedersens søster Kristine og hendes familie. Først i 1918 - da Alfred Pedersen sælger Breidablik - flytter Alfred og Karoline og børnene ind i en lejlighed i "Det hvide hus", som det blev kaldt.

Senest i 1921 har Alfred og Johanne købt Gendarmergården på Smedelundsgade 22. Hertil er de flyttet ved folketællingen i 1925.

Alfreds hustru Johanne Karoline dør i 1927 4 dage før sin 50 års fødselsdag og blev begravet netop på den dag - 50 år efter hendes fødsel.

Efter Karolines død beslutter Alfred at sælge "Det hvide hus". Det gør han i 1928. Samme år sælger han virksomheden til Skandinavisk Møbelværk.

I 1930 bor Alfred stadig med 3 af børnene på Smedelundsgade 22, og på dette tidpunkt har Alfred også sin husbestyrerinde Ella Elvira Lydom og hendes søn Per Lydom boende på adressen..

Alfred Pedersen og  Ella Elvira - født Larsen - bliver på et tidspunkt kærester og de flytter    til "Stampen" i Solrød Strand og bliver gift.

Tømrermester Alfred Pedersen døde den 31. maj 1854 i Solrød Strand, Tune og blev begravet på kirkegården i Holbæk ved siden af sin første hustru Johanne Karoline.



















Karoline og Alfred Pedersens gravsted på Holbæk gamle kirkegård.


Foto taget af Lars Fredskov i 2013.



Pejlemærker


    1
873 - 28/12: Født i Aagerup, Merløse, Holbæk.


1898 - 6/4: Alfred vies borgerligt i Helsingør ril Johanne Karoline Jørgensen fra Helsingør.

1898 - 7/10: Niels Johannes Gabrielsen Pedersen fødes i Helsingør Skt. Olai.

1900 - 14/6: Henry Georg Gabrielsen Pedersen fødes i Helingør Skt. Olai.

Ca. 1901: Alfred og Karoline flytter til Smedelundsgade 32 i Holbæk.

1901 - 17/11: Ejner Severin Gabrielsen Pedersen fødes i Holbæk Smedelundsgade.

1901 - "Brieidablik" Havnevej 54 opføres af Alfred Pedersen.

1904 - 16/6: Tvillingerne Asta Marie Gabrielsen og Emil Gabrielsen Petersen fødes på matr. 217 på Strandvejen - det nuværende Havnevej 54.

1906 - 11/8: Thorkild Alex Gabrielsen Pedersen fødes på matr. 217 Gasvejen - det nuværende Havnevej 54.

1908 - 19/9: Vivi Henriette Gabrielsen Pedersen fødes  på Havnevej 54.

1910 - "Det hvide hus" på Havnevej 52 opføres af Alfred Pedersen.

1918 - Familien flytter ind i det hvide hus Havnevej 52.

1921 - senest: Alfred har købt Gerdarmergården på Smedelundsgade 22, men familien bor stadig på Havnevej 52.

1925 - 1/2: Familien bor nu i Gendarmergården.

1927 - 5/6: Johanne Karoline Jørgensen dør knap 50 år gammel, og begraves på Holbæk Kirkegård.

1928 - "Det hvide hus" på Havnevej 52 sælges.

1954 - 31/5: Alfred Pedersen dør i Solrød Strand og begraves på Kirkegården i Holbæk