fredskov@mail.dk - tlf. 50517230
Den ene fantastiske tur var ovre. Vi ankom til vores hotel i Cusco kl 21, og bedst ville det have været, hvis vi havde haft en dag til at fordøje alle indtrykkende fra Machu Picchu, men det kunne ikke lade sig gøre. Allerede næste dags morgen kl 05:00 var det atter tid til afgang til den 2. store tur i Paru - Manu National Park - den peruvianske jungle. Kl 4:45 stod vi klar i spisesalen for at få en kop kaffe og lidt mad, men vores guide Moises var allerede kommet og skyndede på os, så vi kun lige fik hugget det mest nødvendige i os. Vi ventede noget tid på en bus, og kørte opad mod Manu. Første stop var Ninamarka, hvor vi så nogle runde stenhuse brugt til opbevaring af fødevarer (Øv. tv). Ninamarka ligger på en kæmpe højslette i 3.700 m's højde. Udsigten fra højsletten er god. (Øv. th.) Næste stop var den lille landsby Paucartambo. Her fik vi lidt morgenmad, og var inde at se det lokale marked. Ned. tv. prøver Abraham (en af deltagerne) friskpresset rørsukkerjuice. DET VAR SØDT. Til sidst var vi heldige at støde på en kæmpe procession, som udgik fra kirken. Alle var udklædt i farvestrålende dragter og gik igennem hele byen, mens musikken spillede. Det var en sjov oplevelse.
Efter besøget i Paucartambo var det slut med asfaltvej. Det blev til grusvej, der efterhånden blev mere og mere stenet og bumlet. Vi fik - som vi for øvrigt fik hver dag - udleveret en brun pose med frugt, chokolade og juice i. Og der var mange spændede frugter. Da vi gjorde holdt for at spise frokost, fik Lars væltet alt kokkens blikservice ud over hele vejen.
Endelig kom vi til "indgangen" til Manu National Park. Her var et lille besøgscenter, hvor Moises på et kort forklarede lidt om det kæmpe område, som Manu rent faktisk er. Vi kom først igennem højlandsjungle (knap 3.000 m). Højlandsjungle er karakteriseret ved mindre træer og buske og en masse farvestrålende blomster (Ned.).
Vejen blev ringere og ringere, og vi var glade for, at vi kom i tørtiden. I regntiden er det vist yderst vanskeligt at komme til Manu.
Højlandsjunglen er fantastisk frodig.- plantetætheden er betydeligt større end i lavlandsjunglen og variationen er enorm. Højlandsjungle er til tider ret ufremkommelig.
På vej til vores første camp standsede vi flere gange og gik et stykke ad vejen. På en disse vandreture fik Moises øje på den peruvianske nationalfugl "Andeean Cock on The Rock". En skarp orange fugl med et stort og karakteristisk hoved (Ned. th.)
Info-Box:
Manu National Park er et af verdens bedst bevarede jungleområder. Området strækker sig fra Andesbjergene ned af de østlige skråninger og langt ind i regnskoven.
P.g.a. forskellige højdeforhold finder der et utal af biotoper. Da området er svært tilgængeligt, har der aldrig været nævneværdig jagt på hverken dyr eller råstoffer. I Manu er der foreløbig registreret 1.200 sommerfuglearter, 200 pattedyrarter, heraf 13 abearter og 15.000 plantearter.
Parken blev etableret i 1973. I 1977 gik UNESCO ind i arbejdet med at beskytte parken, og i 1997 blev parken erklæret for verdensnaturarv. Den samlede park er på 19.000 m2 og er inddelt i 3 zoner: Kulturzonen, reservatzonen og parkzonen. Det er kun tilladt at besøge de 2 første zoner i parkens østlige del. Tilsammen omfatter de 2 zoner under 20% af parkens samlede areal.
Parkens største område er kun tilgængelig for videnskabsfolk med specialtilladelser og naturligvis for indianergrupper, der har levet her igennem årtusinder - bl.a. machiguengaerne, der er et af Peru's størte lavlandsfolk.
Andre grupper af folk i den lukkede del er yorayaninahua, macho-piro og huachipairi. Flere af de mindre grupper har først for nylig fået kontakt til den moderne verden.
Rainforest Lodge
Vi havde kontraheret med Machete Tours, hvor konen til direktøren er dansk. Machete er - viste det sig - ikke så stærke i ture i junglen, og de havde derfor udliciteret til Bonanza Tours, som til gengæld er specialister på dette område. På vores tur deltog foruden Moises chaufføren Jesus og en kok. Derudover var der Abraham og Elisabeth fra New York - de var i øvrigt på bryllupsrejse - og en tjekkisk familie med far, mor og 2 næsten voksne piger. De boede i Texas.
Efter vores første lange, lange dag med minibus (14 timer) nåede vi frem til vores første camp - Rainforest Lodge. Den bestod af et fælleshus (Øv.th.), og 5-6 dobbelthuse, hvor der bare var en dobbeltseng med myggenet og intet andet. Desuden var der en lille toiletbygning med koldt brus (ned. th.) og toilet med rindende vand.
Det var ganske udmærket, og det skulle vise sig, at vores 6-dages jungletur skulle blive betydeligt bedre end Inkaturen, hvad de hygiejniske forhold angår.
Alle huse var bygget på pæle, så de kan "modstå" regntiden.
På 2. dagen skulle vi igen med bussen 3-4 timer, inden vi skulle skifte over til båd. Vi var blevet bedt om at stille i fælleshuset kl 06:00, og da Lars som den første kom derop så han, at kokken lå ude i "køkkenet" med alt sit tøj på, og han viste ikke tegn på liv. Der kom dog langsomt gang i ham, og det viste sig, at han sammen med den tjekkiske familie havde været til fest i den nærliggende landsby.
Moises havde besluttet sig for, at vi lige skulle lægge vejen forbi et lokalt "apotek", hvor en flink dame i et ellers ikke særlig rent lokale skiftede Heli's forbindinger, og udstyrede os med endnu mere salve og forbindinger.
Vi stoppede flere gange på vejen. En af gangene ville Moises vise os en coca-plantage. Coca er råmaterialet til kokain, og Peru er måske verdens største eksportør af kokain, men det er forbudt overalt. Alligevel er cocablade tilgængelige på alle hoteller og restauranter. At tygge cocablade skulle bl.a. være godt for højdesyge.
Øv. tv. er vi stoppet ved "Mirador Atalaya" - et udsigtspunkt, hvor vi fik et flot vue ud over floden Madre De Dios, som vi skulle fortsætte vores tur på.
Den lille by Atalya bruges hovedsagelig som "omladningspunkt" mellem bil og skib. Det var muligt for 1 soles at frekventere det noget uhumske toilet (banjo på spansk), og så var det ellers med at få flyttet alt indholdet i bilen over i en af de fine langbåde, som lå klar til os.
Temperaturen var heldigvis blevet en helt anden end på Inkastien - omkring 20 grader.
Og så kunne vi lægge fra i Atalya. Vi havde en bådsknægt med fra byen. Hans opgave var at stage båden, hvis det blev for lavvandet. (det var jo tørtid). Det var skønt at komme om bord på båden. Temperaturen var dejlig, og det var meget behageligt at få vinden i ansigtet. Der var fra starten en masse at kigge på. Foruden det fantastiske landskab var der masser af fugle, som Moises udpegede for os. Den tjekkiske far - Radmilah - var som Lars meget interesseret i fugle og dyr. Han havde dne helt store dyrebog med, og med den kunne alle fugle og dyr bestemmes. Lars og Radmilah indgik den aftale, at de ville notere alle dyr og fugle ned, så de ikke blev glemt. Der var så mange, at arbejdet kunne starte med det samme. Ned. tv. ses et eks. på den meget spredte og sjældne bosættelse, vi så undervejs.
Undervejs gik vi i land ved nogle varme kilder, som vi var oppe at soppe i. Noget af vandet var næsten på kogepunktet. Vandet løb ud i floden, og på det sted var der et væld af smukke sommerfugle.
Lars havde ikke badebukser med, så det blev bare til en soppetur.
Ned. tv. laver kokken lidt mad til os på flodbredden, og ned. th. får Heli et hvil, inden vi skal videre. Her fik hun masser af insektstik. Vi skulle have lyttet til Moises, som anbefalede os at sprøjte noget af vores "deed" - det lokale totalt giftige insektspray - på.
Moises var fantastisk som guide. Han er selv opvokset i junglen, og har også gået i skole i junglen. Han flyttede til byen, da han var 18 år, men det var tydeligt at mærke på ham, at han elskede sin jungle. Hvis vi ikke havde haft ham, havde vi kun 1/10 af alle de dyr og fugle, som vi gjorde.
På vejen mødte vi Moises søster (øv. tv.), som bor på stedet. Hun fik lidt mad med hjem. Vi nåede frem til vores hjem de næste dage - Bonanza Lodge. Det var som Rainforest Lodge opbygget med 8 huse rundt omkring et fælleshus, og dertil en toiletbygning. Bonanza Lodge var meget hyggelig.
Allerede efter en hurtig kop te skulle vi på aftentur i junglen. Her bliver det mærkst kl 18 sharp, så vi gik afsted omkring 16.30. Ned. tv. får man et indtryk af de stier, vi gik på. Ned. th. viser Moises os et besynderligt træ - an vandrende palme. De første 4-5 meter af palmen består af rødder, og træet kan "vandre" hen til lyset ved at sætte nye rødder til den "lyse" og droppe nogle på den anden. Palmen kan bevæge sig op til 1 m om året. Da det blev mørkt så vi bl.a. masser af lysende insekter og flere meget store (og levende) fugleedderkopper.
På 2. dagen i junglen var vi på flere vandreture, og som altid var Moises fantastisk. Pludselig stoppede han op - vi stod alle helt stille, indtil han vinkede os fremad og pegede op i et træ, mens han hviskede. "There - at the branch to the left - there are some cappuchino monkeys". Nogle gange gik der lidt tid, inden vi så, hvad Moises så, men som regel lykkedes det.
Om aftenen skulle vi og Moises overnatte i et "treehouse", fordi vi skulle spejde efter tapiren, som er et meget sky og natteaktivt dyr. Vi kigge ud på vandhullet ned. tv. og på et tidspunkt midt om natten hvisker Moises: "Mister Lars - Mister Lars - look - the Tapir". Og ganske rigtigt: Med Moises kraftige lygte kunne vi i over 10 min betragte dette 250 kg store dyr, som plaskede rundt i vandhullet. Det var en meget stor oplevelse.
Ned. th. viser Moises os et "Iron Tree". Veddet er som navnet antyder enormt hårdt.
Efter "Treehouse" skulle vi alene sammen med Mioses, kokken og knægten længere ind i junglen og overnatte der. Der gik lidt kuk i det om morgenen, så vi blev forsinkede. Men vi kom afsted og øv.tv. får vi igen dejlig mad, som kokken har tilberedt hjemme i lodgen. Øv.th. er Heli ved at være generelt mør af de mange strabadser og oplevelser. Det skal også siges, at om natten regnede det en del, og det sætter en dæmper på alting. Da vi om formiddagen atter er tilbage i lodgen, tager vi endnu en tur med hele holdet. Et sted får drengene lov til at svinge sig i lianerne som en anden Tarzan. Ned. tv. en terrasse i lodgen, som er beregnet til afslapning, men som også blev brugt som tørreplads
På jagt i junglen
På et tidspunkt lyste Moises op. Han bad os om at lægge øret til en død stamme og høre en af de store delikatesser i junglen. Som sagt så gjort og vi kunne høre, hvordan det kriblede og krablede i stammen. Moises begyndte med sin machette at hakke et låg ud af stammen og derefter grave den ene kæmpe hvide larve efter den anden frem. Dem skulle vi have med hjem. Da vi kom hjem høstede Moises nogle kokosnødder, og hakkede skallen af dem med machetten. Vi fik en herlig frisk drik i form af kokosmælken, men hverken mælken eller kødet smager af ret meget, når det er helt friskt..
Så var det tid til en snack. Kokken svitsede larverne i lidt hvidløg, og så kunne vi sætte tænderne i delikatesserne. Rent faktisk smagte de udmærket. Det lille brune hoved knasede en smule. Vi gør så småt klar til at forlade Bonanza Lodge, og får et sidste måltid sammen. Alt vores grej er pakket, og vi kan se frem til en hjemtur, som går samme vej som udturen - først med båd og derefter med bus.
Retur til Cusco
Og så var det tiden at tage tilbage til Cusco. "Lidt kongelig har man vel lov at være", siger Heli måske. P.g.a. hendes sår måtte hun bæres dronningestol ud til båden. Det var en udstrakt service fra guiderne. Så satte vi atter kursen opstrøms mod Atalaya, og det var en lidt større udfordring for bådsmanden p.g.a. modstrømmen og den lave vandstand.
Men som udgangspunkt gik det rigtig godt. Igen en dejlig tur med god temperatur og en let brise. På turen fik vi skrevet endnu flere fugle på listen.
Øv. tv. Der er kun meget spredt beboelse langs floden - og det ser noget primitivt ud.
Men stemningen i båden var rigtig god, og mens vi sejlede kunne kokken endnu engang lige trylle noget fantastisk mad frem. Maden var virkelig super på hele turen.
Ned. tv. må alle mændene ud for at hjælpe med at få trukket båden op over et lavvandet område.
På vejen op ad floden så vi (øv.) en smule tømmerhugst. I midten tv. gjorde vi stop ved en usædvanlig smuk sø - Macahuasi Lake - som ligger tæt ved floden. Her sejlede vi på balsaflåde, og så flere smukke fugle. I midten th. ses Lars's bagben med et hav af insektstik. Vi overnattede ved floden i et andet af Bonanza's lodges, og tidligt næste morgen sejlede vi hen til et sted, hvor papegøjerne i stort tal kommer og spiser noget saltholdigt ler, som hjælper med at fordøjter, som de spiser. Desværre var den udflugt lidt af en skuffelse, for der dukkede kun få hundrede fugle op denne morgen. Ellers kun en kort sejltur til Atalaya, hvor vi igen lastede om, og kørte på de støvede jungleveje mod højlandsjunglen. Vi fik dog en sidste overraskelse med i købet. Da vi kom tilbage til Puacartambo bliver grusvejen til asfalt, og der var kun få timers kørsel hjem. Men hovedvejen var spærret. Vi måtte ud på en lang, snoet og frygtindgydende bjergvej, så vi var sent hjemme.
Endnu en fantastisk tur tog din ende. Vi er blevet ufatteligt mange oplevelser rigere i de sidste 6 dage.
Manu National Park - junglen
Copyright © All Rights Reserved